Spørgsmål & Svar

Spørgsmål om film

Læs nogle af de mest stillede spørgsmål til Medierådet for Børn og Unge

Hvad kigger Medierådet efter, når der vurderes film?

 

Først og fremmest kigger vi på, om filmen kan antages at virke skræmmende, forrående eller fremkalde angst hos børn.

Censorerne som ser filmene er uddannet inden for pædagogik eller psykologi og arbejder med børn til hverdag. Når de vurderer om noget kan fremkalde angst, bruger de deres viden om hvordan og hvad børn opfatter på forskellige alderstrin.

 

Filmen skal ses igennem i hele sin længde, og vurderes efter et helhedsindtryk. Filmens virkemidler, så som lyd, lys og klipning, spiller en stor rolle for vurderingen. Især lyden skræmmer de mindste børn meget.

 

Prøv engang når du og dine venner sidder og ser en uhyggelig film at tage lyden væk. Så vil du opdage at både stemningen og uhyggen forsvinder.

 

Ikke alle påvirkninger skal rubriceres som skadelige. Medierådet for Børn og Unge opererer også med ”de gode gys”, hvor børn selv er i stand til at bearbejde filmoplevelsens indtryk og forholde sig til dem.

 

 

Hvordan kan Medierådet vide, hvad der skræmmer børn?

 

Censorerne som ser filmene er uddannet inden for pædagogik eller psykologi og arbejder med børn til hverdag. Når de vurderer om noget kan fremkalde angst bruger de deres viden om hvordan og hvad børn opfatter på forskellige alderstrin.

 

Nutidens børn lærer mere og kender mere til film end børn for bare 10 år siden og denne viden bruger censorerne også. Børn er f.eks. blevet bedre til at gennemskue filmiske effekter, det smitter selvfølgelig af på vurderingen.

 

 

Bliver man dum af at se film?

 

Nej- Medierådet for Børn og Unge betragter tværtimod film og medier som et råstof, hvor børn og unge for information, viden og erfaring.

 

Film giver inspiration til leg og stof til eftertanke. Men det betyder selvfølgelig ikke, at det er godt at se film og fjernsyn hele tiden eller at børn kan tåle at se alt.

 

 

Nægter I at vise film med grov vold eller et grimt sprog?

 

Det er ikke Medierådets opgave at tage stilling til hvad der er grimt eller pænt, derfor vil et grimt sprog alene ikke påvirke vurderingen. Medierådet for Børn og Unges filmvurderinger baseres på skadelighedskriterier.

 

 

Bliver der klippet meget i filmene, når I censurerer dem?

 

Nej. Medierådet for Børn og Unge klipper slet ikke i film. Det er over 30 år siden, at man ophævede censur for voksne i Danmark, og i den forbindelse blev det besluttet, at Filmcensuren ikke må klippe i film.

 

Vi kommer en gang i mellem ud for, at danske filmudlejerne, der f.eks. er ved at optage en børnefilm,  spørger os om det er muligt at få filmen vurderet lavere hvis den eller den scene ikke er er eller bliver optaget fra en anden vinkel. Den form for vejledning yder vi selvfølgelig, men som udgangspunkt er det ikke Medierådet for Børn og Unge, der hverken kan eller vil klippe film.

 

Det Medierådet for Børn og Unge gør, er at klassificere film, så forældrene har mulighed for at orientere sig om filmen inden deres børn ser den.

 

 

Kan børn lide at se voldsfilm?

 

Ja- de fleste børn synes det kan være spændende, men der er jo stor forskel på voldelige film. Nogle fremstilles meget humoristisk. Jeg tror at I skal prøve at gruppere børn i denne forbindelse. Helt små børn er nok ikke spor interesserede. Men allerede fra børn er ca. 3-4 år kender de tegnefilms genren og finder det morsomt at Tom og Jerry løber efter hinanden og slår på hinanden.

 

Lidt større drenge vil godt ind og se James Bond film med deres fædre. Senere igen sidder mange unge sammen og griner og gyser over mange slags film - også voldelige film.

Det betyder dog ikke at alle børn kan lide at se vold. Det er vigtigt at hver enkelt siger fra. "Det har jeg ikke lyst til at se".

 

 

Hvordan påvirker vold i film børn ?

 

Vold i film, eller film med voldsomme effekter kan skræmme børn og fremkalde angst, men ikke alle filmoplevelser, der skræmmer børn, er skadelige. Medierådet for Børn og Unge opererer også med ”de gode gys”, hvor børn selv er i stand til at bearbejde filmoplevelsens indtryk og forholde sig til dem.

 

Selv om man ikke nøjagtigt kan forudsige, hvilke handlinger og scener i film, der vil udløse børns angst, har rådet på baggrund af teorier om børns udvikling og kendskab til filmens virkemidler et ganske godt udgangspunkt for, hvad der normalt påvirker børn på forskellige alderstrin.

 

Medierådet sætter aldersgrænser på film og video. Hvis børn og forældrene lærer vore symboler at kende, kan de bedre tage stilling så de undgår at få dårlige oplevelser med film.
Der er stor forskel på børn. Nogen børn bliver mere skræmte end andre. Det er vigtigt at forstå at børn ikke er ens.

 

 

Bliver man voldelig af at se voldsfilm?

 

Man læser tit om, at folk er bekymrede for, at børn kan blive ufølsomme overfor vold i virkeligheden af at se meget vold på film, eller at de måske selv kan blive voldelige.

 

Forskningsresultater viser dog, at vold i film i sig selv nok ikke kan afføde voldelig adfærd. Når børn begår voldshandlinger, må det ses som et resultat af samspillet mellem mange forskellige forhold f.eks. psykiske, fysiske eller familiære forhold, belastede sociale og kulturelle forhold og negative skoleerfaringer, hvor oplevelser af voldshandlinger på film kan være en medvirkende faktor.


 

Kan børn blive skræmt af tegnefilm?


Tegnefilm er en af de genrer, som børn hurtigt lærer at genkende. Måske bliver de bange i starten når de ser tegnefilm, men de lærer at afkode det, der sker, som noget, man skal grine af, fordi større børn og deres forældre morer sig. De lærer at skelne mellem film og virkelighed, og det gør at de ikke bliver så let skræmte.

 

Små børn kan dog godt blive skræmt af en tegnefilm, da er det som regel fordi effekterne i filmen er voldsomme, hvis der f.eks. er en høj lydside. Vi er meget opmærksomme på at meget små børn ikke ser de film, der er for voldsomme. Det gælder også tegnefilm. Det ses f.eks. ved Disney film, hvor tempoet, handlingen og lyden godt kan virke overvældende.

 

Disney film bliver oftest vurderet til Tilladt for alle, men frarådes for børn under 7 år.


 

Kan Medierådet for Børn og Unge nægte at godkende en film?

 

Nej, Medierådet kan ikke nægte at godkende en film og kan ikke forhindre en film i at blive vist i biografen. Det vil sige, at vi ikke har voksencensur i Danmark. Selv de meget voldelige, uhyggelige eller pornografiske film vil få tildelt den højeste aldersgrænse, som er Tilladt for børn over 15 år.

 

 

Hvordan bestemmer Medierådet for Børn og Unge aldersgrænserne?

 

Censorerne har 4 aldersgrænser at klassificere ud fra:

  • Tilladt for alle
  • Tilladt for alle, men frarådes for børn under 7 år
  • Tilladt for børn over 11 år 
  • Tilladt for børn over 15 år

Nedenunder ser du de kriterier, der anvendes i de forskellige kategorier.

 

Tilladt for alle
Film, der er ”Tilladt for alle” må ikke indeholde elementer, der kan skræmme børn.
 
I film for de yngste skal der tages højde for at høje lyde eller et hurtigt tempo i filmen kan skræmme. Oplever helten noget farligt, må spændingen ikke trække ud, og scenen skal slutte godt.

 

De yngste har svært ved at se en film som et sammenhængende hele. Voldsomme scener opleves som en færdig sekvens, og hvis barnet først er skræmt, vil det ikke få øje på, at alt måske ender som det skal.

 

Mange film med en voksen målgruppe bliver tilladt for alle, fordi de ikke indeholder voldsomme elementer. Men derfor behøver de ikke at være egnede for børn, der vil kede sig over temaet. 

 

Tilladt for alle, men frarådes for børn under 7 år
Film i denne kategori må som hovedregel kun indeholde få elementer, der kan skræmme børn såsom; en far eller mor, der dør, eller børn og dyr, der forlades eller lider.
 
Børn på 7-8 år har stadig svært ved at se filmen som et sammenhængende hele, så spændende scener skal forløses forholdsvis hurtigt.

 

Børn i denne aldersgruppe begynder at kunne skabe distance til film, så de bliver ikke så let skræmt af filmiske effekter som hurtig klipning og høje lyde.

 

Selvom der er voldsomme scener i en film kan den godt få 7 års grænsen. Det afhænger af den sammenhæng volden optræder i. Vold i tegnefilm indgår ofte i en humoristisk urealistisk sammenhæng, der har stor distance til virkeligheden, og derfor ikke er så skræmmende.

 

Tilladt for børn over 11 år
Børn i alderen 11 til 14 år er generelt gode til at skelne fiktion fra virkelighed.

 

De kan overskue filmens handlingsforløb, og kan derfor tåle at se film, hvor spændingen opretholdes i længere tid.

 

De kan forholde sig til film med skræmmende scener, kan også godt tåle at se film med en grundtone af uhygge og trussel.

 

Filmens genre bruges som pejlemærke, og børn over 11 år kan skelne skræmmende film, der fremstilles i et fantasiunivers og film med karikerede, overdrevne eller urealistiske voldsscener, fra deres egen virkelighed.

 

Katastrofefilm,  science fiktion og en række actionkomedier får denne vurdering.


Tilladt for børn over 15 år
Børn, unge og voksne over 15 år forventes at have en sikker genreforståelse, og at kunne forholde sig til skræmmende film.

 

Film, der indeholder meget eller udpenslet vold, film der fremstiller selvdestruktion, og film, der har et gennemgående truende eller depressivt udtryk placeres her.

 

Den måde filmens temaer indgår og fremstilles på er et væsentligt element i vurderingen af film. Selvom en film ikke indeholder udpenslet vold, kan den blive ”Tilladt for børn over 15”; f.eks. hvis volden indgår i en stærk tvetydig, mystisk og ubehagelig sammenhæng.

 

Pornografiske film placeres også i denne kategori.

 

At en film har fået en 15 års grænse, betyder ikke nødvendigvis, at den er vurderet i Medierådet. Der er ikke indsendelsespligt i Danmark, og en film- eller videodistributør kan undlade at sende en film ind til vurdering ved selv at give den aldersgrænsen ”Tilladt for børn over 15 år”.

 

 

Må børn gerne følge med deres forældre i biografen, selvom de er yngre end aldersgrænsen?

 

Ja. Børn der er fyldt 7 år, kan komme ind og se alle film, hvis de er ifølge med en voksen, dvs. én, der er fyldt 18 år. Det hedder voksenledsagelse.

 

Der er forskel på børns fortrolighed med filmmediet. Det er Medierådets intention at voksne i højere grad skal tage stilling til, hvilke oplevelser børn kan håndtere end hænge sig i aldersgrænser.

 

For de yngste er der stor forskel på at sidde i kendte omgivelser og se film på video, og så se film i biografen. Børn kan generelt tåle mere, når de ser video på tv-format med lys og lyd, der kan reguleres.

 

I biografsalens mørke bliver børn under 4 år let overvældet og skræmt af filmens lys – og lydeffekter.

 

Medierådet anbefaler derfor, at børn ikke ser film i biografen, før de er fyldt 4 år.

 

 

 

Medierådet for Børn og Unges filmdatabase

 

I filmdatabasen kan du ”slå en film op” for at se, hvad der står om filmens vurdering, begrundelse og målgruppe.